Her i februar-marts er jeg udsendt til Namibien for at undersøge den lokale hestemakrelbestand. Namibien er meget tyndt befolket og naturen er helt fantastisk med hav, ørken, savanne og alt hvad der hører til af dyreliv. Med ungerne på bagsædet i en 4x4 kørte vi til området ”Etosha”, der er en nationalpark på 22.270 km2. Faktisk er Etosha større end det halve Danmark! På vejen derop og især inde i området så vi masser af klassiske ”zoo-dyr”, som bavianer, vortesvin, zebraer, løver, næsehorn, antiloper, gnuer, hyæner, giraffer, elefanter, gribbe, pelikaner, flamingoer, strudse etc.
 

Efter at have sat familien på flyet hjem til DK havde jeg en weekend inden arbejdet kaldte igen. Der var ingen tvivl om hvad den skulle bruges til. Den kølige Benguela strøm ud for Namibien indeholder en sund bestand af kobberhajer. Kobberhajerne jager langs kysten nu her om sommeren (sydlige halvkugle). Fredag cyklede jeg de 25 km ud i ørkenen langs kysten til et sted der skulle være godt. Jeg satte et stort fiskehoved på en cirkelkrog med 3 m stålwireforfang. Løsnede spolen på helleflyndergrejet og svømmede agnen gennem brændingen og 100 m ud (vel vidende at hvid- og tigerhajerne holder sig til det varmere vand syd og nord for Benguela strømmen). Desværre gik hele dagen med at kæmpe med at holde linen ude af brænding og tang, så effektivt fiskeri blev det aldrig til. Fysisk helt flad cyklede jeg hjem igen.
 

Søndag opstod muligheden for at komme ud med en bekendt til min vært. Shane arbejder som fiske- og naturguide. Opvokset i området kender han hver en sandbanke og stenrev. Han har også det helt rigtige grej hvilket er en Shimano Torium multirulle med 800 m line monteret på en helt ekstremt stiv 14’ fods stang. Stangens længde gør at man kan få en stejl vinkel på linen og undgå det værste brænding og tang. Med det grej kan man faktisk kaste agn + bly ud over brændingen. Men så langt nåde vi slet ikke før vi så den første haj!
Mens vi fiskede efter sandhajer, der skulle bruges til agn dukkede der pludselig to meget store hajer op på helt lavt vand nogle hundrede meter mede af stranden. De 2-2½ meter lange hajer piskede rundt om en stor pelssæl der havde fanget en sandhaj. Vi riggede til så hurtigt vi kunne og kørte derhen. Hajerne var trukket væk men vi så finner i overfladen hist og her. Efter ½ time blev min agn taget. Jeg gav modhug og en stor haj vendte i overfladen 50 m ude. Fighten varede kun 20 sekunder indtil hajen opdagede at der var noget muggent ved dens mad og spyttede den ud. OK, det var en lektie i modhugsteknik når der er brænding og tang på den elastiske nylonline. Æv. En time senere var der bid igen. Shane gav SERIØST modhug – og linen sprang. Det var ikke for hårdt, det var bare uheldigt. Hajerne svømmer ofte lidt rundt om agnen inden de samler den op, og denne havde altså fået hovedlinen i munden ved et tilfælde. Suk. 1 time senere bid igen på den stang jeg holdt. SERIØST modhug. 100 meter udløb! Lidt sejtrækkeri, 100 meter udløb igen. Så fik jeg rullet lidt line ind og Shane mente at det nok var en gennemsnitshaj på omkring de 65 kg. Det mente hajen ikke og den reagerede straks med 200 meter udløb. Nu fulgte 45 minutters sejtrækkeri for hårdt stillet bremse (15-20 kg), hajen var flere gange inde over et stenrev med stor risiko for linebrud og jeg var ved at være ret flad, men kunne heldigvis mærke at der blev længere mellem udløbene og jeg kunne begynde at få mere line på hjulet. På det tidspunkt var den over 500 m ude. Efterhånden meget lidt stilfuldt gik jeg prustende med stangen over skulderen væk fra vandet for derefter at gå tilbage mens jeg fik line på hjulet - meter for meter. Efter 1½ time var den tilbage hvor den bed på og svømmede nu langs stranden hen over et lavvandet stenrev. Nervepirrende. Jeg holdt den hårdt og efter 1 time og 40 minutter hjalp bølgerne med at få den ind på så lavt vand at Shane kunne gribe den i halen og trække den op på stranden. Det var en fed oplevelse at se den tæt på, kobberfarvet, strømlinjet, stor!
En kobberhaj (Carcharhinus brachyurus) på 2,6 meter. Ifølge længde-vægt tabellen svarer det til 113 kg. Hun svømmer derude endnu.

Medlem: 5626
Teunis Jansen
Fred & Humle