Vejret var perfekt med en svag lun vind og en barometerskala, der skulle toppe ved middagstid. Agnstængerne blev monteret i stangholderne og vi havde flere perfekte drev ned over flere af de fine knolde, der findes i nordenden af søen. Vi havde i løbet af de første 4 timer flere lovende hug på agnfiskene, men ingen aborrer blev desværre hængende. En enkelt gedde klippede Peters forfang under en fight, men ellers skete der ikke meget. Pirkestangen gav en masse småaborrer, men det var ikke dem vi var kommet efter.
Ved middagstid gav kastestangen en 500 grams aborre, taget på en jig med ekstra tungt hoved og en Westin shad i aborrefarve. Det var også denne jig og metode, der en time senere på 14-15 meter vand udløste et brutalt hug, efterfulgt af en tung fight på det lette grej. Jeg var fra start af næsten sikker på, at det var en storaborre, da disse kæmper helt anderledes end gedder i samme vægtklasse. Der var lidt nerver på, da vi så den, men efter en sikker landing af Peter i det store XL-net, og en hurtig foto-, måle- og vejesession, svømmede den glad og fro mod dybet igen. Jeg har før fanget store aborrer på Esrum Sø, men denne var større end alle tidligere, nemlig 50 cm og 1.890 gram. Med en ny PR var turen reddet!

Knæk & bræk
Klaus
Indsendt af:

Klaus Vestergaard
Medlemnr: 12321
Farum Lystfiskerforening

Aborre på 50 cm vægt 1.890 kg